Broen over Drina

Foto: Roberto Fortuna

Efter Ivo Andric's roman (Nobels litteraturpris 1961)

Ikke langt fra Sarajevo strækker den mægtige og lange honningfarvede bro sig over floden Drina som danner baggrund for Ivo Andric' berømte roman fra 1945. Bl.a. denne roman skaffede forfatteren Nobelprisen i litteratur (1961).

Mens floden under et uvejr raser og medfører en katastrofal oversvømmelse i Višegrad, trækker de gamle religiøse ledere i byen sammen i sikkerhed oppe af bjergsiden - under den muslimske købmands tag. Alle er gennemblødte og anspændte, men man viser værdighed og holder hovedet højt og slutter sig sammen i et fællesskab på trods af de stridende trosretninger. Der opstår i mørket en ny sameksistens mellem kristne, muslimer og jøder – ja, næsten en uvirkelig eksistens, selvom den er virkelig. For den havde ikke været der i går, og den vil ikke være der i morgen. Den er blot som en ø – for en kort tid dukket op af tidens hav.

Broen over Drina blev under den tyrkiske storhedstid i det 16. århundrede bygget som et handelsmæssigt bindeled mellem Orienten, Serbien og Mellemeuropa. Det var, som om selve meningen med broen blev dens uforanderlighed, mens alt andet rasede i en etnisk og religiøs heksekeddel. De tragiske, men også lunefulde fortællinger bindes i Undergrundens forestilling sammen af sange og harmonikamusik.

Medvirkende: Anders Ahnfelt-Rønne og Charlotte Hjørringgaard Larsen som solist i traditionelle Balkan-numre og sange af Mikis Theodorakis.

Anmeldelser:

* * * * *  - Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis

"Et omstyrtende voldsomt univers af lykke og død, humor og hævn, skæbne og katastrofer." (...) "Balkanmusikken er dragende med harmonikaspil til Charlotte Hjørringgaard Larsens indtagende sang." (...) "Anders Ahnfelt-Rønne er forestillingens bærende kraft, fordi han så eminent får dramaet frem i sin genfortælling. Han fortæller ud fra en ægte tradition, så publikum med tilbageholdt åndedræt følger med i, hvad der nu vil ske. (...) De får det hele til at ende i en drømmende sang om at se kærligheden i vandets spejl."

* * * * * - Otto Pretzman, Nordjyske

"Alene i kraft af sin stemme og fremtonings prunkløse virkemidler formår Anders Ahnfelt-Rønne at nagle os til stolesæderne i en af de mest elementære menneskelige situationer: at lytte til en beretning. Han forsøger aldrig at piske en stemning frem, men lader selve fortællingernes kraft erobre fantasien, og man får oplevelsen af, at her øses der fra et erfaringsmættet, uudtømmeligt væld. Tid og Sted, steming og begivenhed tager skikkelse i rummet, sanseligt og levende."